VERDENS NEMMESTE SMOOTHIE-BOWL

Hver for sig

 

Den sidste uges tid har jeg skulle undvære min højtelskede kæreste, da han har været på eventyr på Færørerne. Det har været hårdt, uden tvivl; faktisk faldt jeg grædende om halsen på min mor, da han var taget afsted i lørdags… I know, rolig nu Kat!

Jeg er den der irriterende, clingy type, der helt oprigtigt savner ham 24/7. Jeg savner ham, når jeg er i skole, selvom jeg vågner op med ham hver morgen næsten. Det er sygeligt, I know, men der mangler ligesom en del af mig, når han ikke er i nærheden. I må gerne finde brækspanden frem, hvis alle de her klichéudbrud giver jer kvalme 😉

Derfor har det været rigtig sundt for mig at “være” uden ham, tror jeg. Jeg har aldrig været god til at være alene, og jeg har altid hoppet fra kæreste til kæreste, forstået på den måde, at jeg sjældent har været single ret lang tid af gangen. Jeg er vel det, man kan kalde en forholds-slut.

Jeg havde et par år inden den kære Sofus, hvor jeg var single. De år lærte jeg rigtig meget om mig selv. Jeg har altid gjort en ære i at være noget for andre, hvilket ofte har forudsaget, at jeg har mistet mig selv, når jeg har været i et forhold. Jeg er en vaskeægte pleaser, sådan helt ind til benet, og derfor har jeg haft rigtig svært ved at skelne mellem min partners behov og mine egne. Deres er altid endt med at blive til mine, hvis I forstår? Vi er altid endt med at blive en enhed. De der irriterende typer, der siger ting som: “VI kan ikke lide tomater”, eller: “VI foretrækker rød frem for grøn”. Det er selvfølgelig en naturlig del af et forhold, men jeg kan kun tale for mig selv, når jeg siger, at jeg altid har haft svært ved at kende forskel på “vi” og “jeg” de gange, jeg har haft en kæreste. Det er lidt som om, mit “jeg” forsvinder stille og roligt.

Det har jeg været meget obs på den her gang. Sofus og jeg er to meget forskellige individer, og vi har hele vores forhold igennem lagt vægt på, vi har hvert vores liv. Jeg tror, det er derfor, jeg er så sikker på, han er den helt rigtige for mig. Fordi han ikke bliver sur, når jeg lever mit eget liv, og fordi vi – som man bør kunne i et forhold – gør ting hver for sig. Han tager en uge til Færøerne, jeg tager på weekendtur med pigerne, alt det der.

Jeg tror, min pointe er, at det indimellem kan være sundt med lidt afstand. At man så savner den anden imens, er jo kun positivt. Det er jo bare et tegn på, de rent faktisk betyder noget.

Hvad siger I? Kan I genkende jer selv i noget af alt det her?

Kram

Kat♥

1 kommentar

  • Maiken Rotcher Stefansen

    Jo. Jeg kender det aaalt for godt. Jeg er godt nok væk fra min kæreste omkring 3 uger af gangen, fordi vi har et langdistance forhold. Jeg har derimod svært ved, at hvid han skal op til andre venner i nærheden af mig – så vil jeg have ham til at være her og ikke hos dem. Men det er blevet meget bedre efter hånden og jeg er kun blevet gladere. Men det gør også vi lærer at være væk fra hinanden i lang tid af gangen og kan så håndtere hinanden når vi en dag flytter sammen 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

VERDENS NEMMESTE SMOOTHIE-BOWL